skip to Main Content

Lillebælt Rundt 2017

Danfoss Cykelklub havde igen i år arrangeret og inviteret til den årlige cykeltur rundt om Lillebælt, som fremgår af hosstående kortudsnit.

Danfoss Cykelklub havde i invitationen slået fast, at man ikke kom igennem de ca. 230 km uden forudgående træning. Det blev også nævnt, at turen var ment som en ”social tur” (man ville køre stille og roligt (?!) med en ca. 26-28 km/t i snit). Endvidere skulle man hjælpe hinanden og tage hensyn til de deltagere, der evt. måtte komme ud for en lidt svag periode. Hvis svagheden var af mere permanent karakter, kunne man komme op at køre i følgebilen.

Således advaret var der alligevel 13 håbefulde deltagere, der stillede op i Fynshav Færgehavn klokken kvart i otte en fin, lørdag morgen for at tage færgen over til Bøjden. De medbragte rundstykker, smør, honning og marmelade – og den frisklavede kaffe – blev indtaget på færgeturen, så sukkerdepoterne var fyldt godt og vel op, da færgen nåede Bøjden.

Selve cykelturen gik langs Lillebælts østkyst over Assens til Middelfart, hvor der var planlagt en længerevarende pause. Der blev spist og drukket, og klubben gav den ”alibi-is”, der gav os lov til at sidde ved bordene uden for cafeteriaet. I det gode vejr gik turen videre over den gamle Lillebæltsbro og sydpå i bakkerne ned mod Kolding. Det gik over flotte Hejlsminde og mod næste planlagte pause i Haderslev. Her kunne vi glæde os over et af de traditionelle højdepunkter, nemlig fru Bonnerups hjemmebagte krydderkage, der blev afleveret personligt til ledsagebilen lige inden færgeafgang.

Mens trætheden så småt begyndte at melde sig hos deltagerne blev der taget hul på næstsidste etape ned mod Aabenraa og det sidste, planlagte stop ved Hostrupskov. Her blev det sidste af krydderkagen spist, der blev tanket op med sodavand og endelig sagt farvel til de deltagere, der ville med færgen fra Ballebro til Hardeshøj.

Resten kørte til Kirketorvet i Sønderborg, og så var dette års Lillebælt Rundt næsten slut. Kun arrangørerne og ledsagebilens chauffør havde endnu et par pligter, inden jobbet var afsluttet.

Og det glædelige var, at alle gennemførte, og at der kun var en deltager med et punkteret baghjul oppe at køre med ledsagevognen denne gang.

HJG

Et par billeder fra dagen:


Siden er vist 326 gange.
Back To Top